Nu melder Doja Cat sig i koret af kritikere af Tyga og hans brug af AI på det nye album.
Det har været en dårlig uge for den amerikanske rapper Tyga.
Tidligere på ugen gav musikmediet Pitchfork hans nye album $tarface karakteren 0,0, den laveste karakter, mediet har givet i 19 år.
Nu slutter hans tidligere samarbejdspartner, rapperen og sangeren Doja Cat, sig til koret af kritikere. Det sker efter Tygas brug af AI i arbejdet med albummet.
Læs også: Tyga bekræfter brugen af kunstig intelligens på sit nye album, men ser ikke selv noget problem i det
"Tyga er en dick for at lave et AI-album," skulle hun ifølge Billboard have sagt på en livestream den 12. august.
Doja Cat er kendt for jævnligt at gå live på sociale medier, og denne gang langede hun ud efter Tyga, selv om de to rappere tidligere har arbejdet sammen.
Blandt andet stod de bag storhittet "Juicy", som udkom på Doja Cats andet studiealbum Hot Pink fra 2019.
Stikpillen fra sin kvindelige kollega ser dog ikke ud til at have ændret noget ved Tygas syn på deres forhold.
"Hør, jeg elsker Doja, men hun har lavet et dæmonisk album. Men jeg elsker hende stadig," svarede Tyga i et interview med TMZ Live.





