Samtidig annoncerer hun, at hendes debutalbum lander allerede i næste uge.
Det er to år siden, at Ella Augusta udgav sin debutep Sytten.
Nu er hun klar med sit første album Lilla, der udkommer den 14. august. På albummet har hun slået sig sammen med popsangeren Pil, der for lidt over en måned siden åbnede Orange Scene på Roskilde Festival.
Læs også: Lowly udgiver deres første nye album i tre år
Den nye duet "Tættere på hende" handler om savnet efter en person, man engang har været.
"Det er alt for længe siden, at jeg holdt af mig" og "jeg drømmer om at drømme mig længere herfra, tættere på hende jeg var engang," kan man blandt andet høre Ella Augusta synge i sangen.
Albummet følger årene mellem teenageværelset og voksenlivet og kredser blandt andet om at flytte hjemmefra, finde sin egen vej og navigere i nye relationer.
Samtidig tager albummet udgangspunkt i Ella Augustas egne oplevelser med ADHD, som hun i gymnasiet så som en udfordring, men som hun den dag i dag også ser som en positiv kreativ kraft. Det er blandt andet det som sangen “ADHD” fra albummet handler om.
Ella Augusta udgav sin første ep Sytten i 2024, hvor man blandt andet kan høre sange som “Baglæns” og “Internetsangen”, hvoraf sidstnævnte i dag har over 4 millioner afspilninger.
Læs også: Ti års ventetid kan snart være slut: Rihanna er tilbage i studiet
Senere har hun været med på en række numre som "Bedre Held Næste Gang" med Ida Laurberg, og “Første dag” med Benjamin Hav.
Samme dag som Lilla udkommer, den 14. august, spiller både Ella Augusta og Pil til Fredagsrock i Tivoli.
Til efteråret drager Ella Augusta desuden på en større danmarksturné, der blandt andet lægger vejen forbi Store Vega i København.





