Avrotros trækker sig fra næste års Eurovision, fordi konkurrencen ifølge stationen ikke længere er politisk neutral.
Ved årets Eurovision boykottede fem lande konkurrencen på grund af Israels deltagelse.
Nu har den hollandske public service-station Avrotros meddelt, at den heller ikke ønsker at deltage i Eurovision i 2027. Det skriver DR.
"Det kan ikke benægtes, at internationale konflikter i stigende grad påvirker konkurrencen og underminerer dens neutrale karakter. Eurovision Song Contest er derfor blevet en platform for splittelse," udtaler Taco Zimmerman, der er generaldirektør for Avrotros, i en pressemeddelelse.
Avrotros mener samtidig, at konkurrencen ikke længere kan betragtes som neutral, når et deltagende land fortsat er involveret i en omfattende militær konflikt.
Læs også: 'Michael'-hovedrollen vil fortælle popstjernens side af anklagerne i 2'eren
Selvom Avrotros ikke ønsker at deltage, kan en anden hollandsk public service-station overtage ansvaret. Det er op til NPO, der er paraplyorganisation for de hollandske public service-medier, at træffe beslutningen.
Det er derfor endnu ikke afgjort, om Holland deltager i Eurovision i 2027. Landet deltog heller ikke i årets konkurrence, hvor Holland, Irland, Slovenien, Spanien og Island boykottede Eurovision.
Avrotros efterspørger klare retningslinjer for, hvornår et land kan deltage i Eurovision-konkurrencen, hvis det er involveret i en militær konflikt.
Tidligere på måneden offentliggjorde Den Europæiske Radio- og TV-Union, EBU, at organisationen har ret til at fratage et vinderland værtskabet, hvis sikkerheden vurderes at være påvirket af eksempelvis en "væbnet konflikt" eller en "følsom geopolitisk situation". Avrotros mener dog ikke, at de nye regler sikrer, at Eurovision Song Contests uafhængige og neutrale karakter er blevet genoprettet.
Eurovision Song Contest finder sted i Bulgarien den 11., 13. og 15. maj 2027.




