Musikeren er kommet i modvind efter han kaldte det at tage en niqab på for "noget af det mest feministiske", man kan gøre som kvinde.
Isam B er havnet i noget af et politisk stormvejr efter at have kaldt det at tage en niqab på for "noget af det mest feministiske", man kan gøre som kvinde.
Blandt andet vil Socialdemokratiets udlændingeordfører have fjernet musikeren og hans sang “Ramadan i København” fra højskolesangbogen.
Derudover er han blevet fjernet fra musikprogrammet på spillestedet Kulturcafé Ludvig i Sorø, mens Gnisten i Ry nu vil diskutere Isam Bs koncert der er planlagt i starten af 2027, skriver TV2 Østjylland.
Læs også: Kvinde frifundet i opsigtsvækkende sag om jysk spillested
Men på trods af kritikken holder Isam B fast i sine udtalelser, skriver han i et længere opslag på Instagram.
“Jeg forventer ikke, at alle er enige med mig. Det er faktisk hele pointen med ytringsfrihed,” lyder det blandt andet fra Outlandish-musikeren, der har en direkte besked til de spillesteder der overvejer at aflyse hans koncerter:
“I må selvfølgelig træffe jeres egne beslutninger. Men jeg kommer ikke til at trække mine holdninger tilbage, pakke dem ind eller lade mig presse til at mene noget andet for at få lov til at stå på en scene.”
Konkret udtalte Isam B i podcasten Platformen: "Jeg synes jo, at noget af det mest feministiske du kan gøre, det er jo at, ja tag et tørklæde på. Eller faktisk tage en niqab på, hvor du bare er en ninja."
Udtalelsen sparkede gang i en debat, hvor også statsminister Mette Frederiksen kom til tasterne og kaldte ninja-referencen for “en hån”.
Noget som Isam B ikke er enig i.
“Jeg tror på lige rettigheder. Også når det er en muslimsk kvinde, der træffer et valg, flertallet ikke forstår,” skriver han i opslaget og tilføjer:
“Og hvis det gør mig kontroversiel, så må jeg leve med det. Men jeg bøjer mig ikke.”




