Socialdemokratiets udlændingeordfører vil have Outlandish-sangeren fjernet fra Højskolesangbogen. Nu reagerer musikeren.
Blandt andet har Socialdemokratiets integrations- og udlændingeordfører Thomas Skriver Jensen opfordret til, at man fjerner ham fra Højskolesangbogen. Nu svarer Isam B igen.
Læs også: Udlændingeordfører vil have Isam B fjernet fra Højskolesangbogen
Spørger man Thomas Skriver Jensen, er udtalelsen et udtryk for et “middelalderligt menneskesyn” og noget, der er “uforeneligt med vestlige frihedsidealer og den højskoletradition, vi har i Danmark”, som han siger til Ekstra Bladet.
Derfor mener han, at man bør fjerne Isam B og sangen “Ramadan i København” fra Højskolesangbogen.
Sådan ser Isam B dog ikke selv på sagen.
"Min sang handler om et Danmark, hvor der også er plads til muslimske danskere. Den blev optaget i Højskolesangbogen netop som et billede på det mangfoldige Danmark," skriver Isam B til TV 2 Kosmopol.
Sangen er skrevet sammen med Nana la Cour Jacobi, Anders Greis og Ôzcan Ajrulovski og blev i 2020 optaget i Højskolesangbogen.
Hvilke sange, der kommer med i bogen, bliver besluttet af Sangbogsudvalget, der er nedsat af bestyrelsen for Folkehøjskolernes Forening i Danmark. Thomas Skriver Jensen har derfor ikke nogen direkte indflydelse på de numre, der kommer med.
Læs også: Efter niqab-udtalelser: Spillested aflyser Isam B-koncert
Isam B frygter dog, at sangbogen kan ende med at blive en politisk slagmark.
“Højskolesangbogen skal ikke være et sted, hvor politikere sorterer danskere fra efter deres religion eller holdninger," fortæller han.
Sagen kommer kort efter, at Isam B's planlagte koncert på Kulturcafé Ludvig i Sorø er blevet aflyst på baggrund af de samme udtalelser.
Det har dog ikke fået Isam B til at rykke ved sine udtalelser.
"Jeg er dansk. Jeg er muslim. Jeg er kunstner. Og jeg bliver stående," fortæller han senere til Kosmopol.




