Torsdag nat tog elektro-gruppen en dansk popklassiker med på scenen.
Siden debuten "Du gør mig blind" har Kind mod Kind vokset sig til et af de markante navne på den danske elektroniske scene. På årets Syd for Solen viste gruppen en ny side af sig selv, da de torsdag nat kastede sig over en dansk rockklassiker.
Kind mod Kind spillede nemlig TV-2-hittet "Lanternen" i deres egen version, som blev udgivet i 2025.
Læs også: Medina mindede os om på Syd for Solen, hvorfor vi aldrig bliver færdige med hendes sange
Tidligere i år annoncerede Kind mod Kind, at de har et nyt album på vej. Ifølge forsanger Julius Amdisen bevæger den kommende musik sig i en ny retning.
"Den kommer til at udforske nogle mere positive følelser. Ikke ved at være lalleglad, men ved at centrere sig om ærlighed, empowerment og følelsesbekendelse," fortalte han tidligere til GAFFA.
Gruppen holder dog fast i den elektroniske kerne.
"Den elektroniske musik vil altid være i vores DNA, og jeg synes, den med sin evne til at rumme både kraftfuldhed og melankoli, har vist sig at være et virkelig stærkt redskab," siger Julius Amdisen.
Fans må vente og se, hvor meget TV-2s musik har været en inspirationskilde til den nye musik.
Kind mod Kind har allerede markeret sig stærkt på årets festivalscene. På Smukfest kvitterede GAFFAs anmelder med fem stjerner og skrev, at "publikum fik masser af muligheder for at få brændt festivalkalorierne af, da den danske elektropopgruppe svøbte dem ind i natten."
Hør Kind mod Kinds udgave af "Lanternen" herunder.





