En tysk domstol slår fast, at AI-tjenesten Suno ulovligt har brugt ophavsretsbeskyttet musik. Det er et vigtigt skridt, mener den danske musikrettighedsorganisation Koda.
Den amerikanske AI-musiktjeneste Suno har tabt en historisk retssag i Tyskland.
Afgørelsen bliver kaldt den første af sin slags og kan få stor betydning for, hvordan man fremadrettet må træne musik-AI-modeller.
Læs også: Omdiskuteret AI-musiktjeneste hacket
Fredag den 31. juli slog en domstol i München fast, at Suno har krænket både tysk og amerikansk lovgivning ved at træne sine AI-modeller på ophavsretsbeskyttet musik.
"Det er en historisk afgørelse. Dommen sender et klart signal om, at AI-virksomheder ikke kan bygge deres forretning på musik skabt af andre uden at respektere ophavsretten," siger den danske musikrettighedsorganisations Kodas juridiske og politiske direktør, Nicky Trebbien, i en pressemeddelelse.
Retten vurderede samtidig, at både brugen af musikværker og reproduktionen af dem kræver en licens, og at AI-tjenester derfor skal betale en rimelig kompensation til musikskaberne, når deres musik bliver brugt af tjenesten.
Læs også: AI-genereret musik udgør nu over halvdelen af de daglige uploads på Deezer
Kan få betydning for dansk retssag
Sagen begyndte, da den tyske musikrettighedsorganisation Gema tilbage i januar 2025 valgte at sagsøge Suno.
Koda fulgte efterfølgende trop med et tilsvarende søgsmål i Danmark i november samme år på vegne af de danske musikere. Ifølge Koda har Suno nemlig blandt andet brugt musik fra bands som D-A-D og Aqua til at træne sine AI-modeller.
Det er dog endnu uvist, om Suno vil anke den tyske dom, men hvis afgørelsen holder, kan den få betydning for lignende retssager i Europa, heriblandt den danske, lyder det fra Nicky Trebbien.
"Suno dømmes både for det output, virksomheden har stillet til rådighed, og for det input, som AI-teknologien er blevet trænet på uden tilladelse eller betaling. Det er enormt vigtigt. Dommen er et centralt skridt mod klare og mere retfærdige spilleregler for AI og ophavsret," skriver Nicky Trebbien på LinkedIn.
Læs også: Koda slår alarm: AI-tjenesterne stjæler den danske musikskat, og ingen stopper dem
Efterlyser politisk handling
Selv om Koda kalder dommen historisk, mener organisationen dog ikke, at sagen alene løser de udfordringer, som musikbranchen står over for, når det kommer til generativ AI.
"Vi kan ikke læne os tilbage og tro, at én dom løser hele problematikken. Der er stadig et vigtigt arbejde for både danske og europæiske politikere med at sikre klare og retfærdige rammer for en mere positiv udvikling og brug af generativ AI," udtaler Nicky Trebbien gennem Ritzau.
Han har dog tidligere understreget overfor GAFFA, at AI ikke nødvendigvis behøver at være en modspiller til musiklivet, men at udviklingen skal foregå på en måde, der sikrer, at musikere stadig bliver spurgt om tilladelse, og at de samtidig bliver kompenseret, når deres musik bliver brugt.





