Nyhed

Omdiskuteret AI-musiktjeneste hacket

AI-tjenesten Suno afviser, at hacket har haft alvorlige konsekvenser for brugerne.

Den omdiskuterede amerikanske AI-musiktjeneste Suno er blevet hacket, skriver Pitchfork og 404 Media.

Hackingen fandt sted allerede i slutningen af sidste år, men nyheden er først blevet offentliggjort nu.

Læs også: Koda sagsøger amerikansk AI-platform: Har stjålet fra danske kunstnere


Hackerne har ifølge forfatteren Jason Koebler, som har været i kontakt med dem, angiveligt fået adgang til information om brugerne og deres betalinger samt fundet ud af, at Suno har trænet sin tjeneste ved at suge musik fra streamingtjenesterne YouTube og Deezer, sangtekstsitet Genius og sider med ophavsretsfri musik.

En talsperson fra Suno bekræfter hacket over for Pitchfork, men afviser, at angrebet har været alvorligt.

"I november 2025 fandt vi ud af, at Suno havde været offer for en begrænset sikkerhedsmæssig hændelse, som hurtigt blev ordnet. Dengang gik vi straks i gang med en undersøgelse og fik fastslået, at hændelsen primært handlede om forældet kildekode, som ikke længere er i brug, og at der ikke blev kompromitteret personfølsomme oplysninger. Og vigtigst af alt har Suno ikke adgang til brugernes fulde kreditkortoplysninger."


Suno er blevet sagsøgt af flere aktører, blandt andet de multinationale pladeselskaber Sony og Universal, for at træne sine modeller på ophavsretsbeskyttet musik uden tilladelse. Det tredje store major label, Warner, bakkede dog ud af søgsmålet og indgik i stedet en samarbejdsaftale med tjenesten. Også blandt andre den danske komponistforening Koda har sagsøgt tjenesten.

 

ANNONCE