Flere Smukfest-gæster blev klemt under en koncert med det populære danske band, hvor 10 personer måtte hives over en bardisk.
The Minds of 99 var blandt årets helt store navne på årets Smukfest, og koncerten lørdag aften tiltrak så mange festivalgæster, at der flere steder opstod et stort pres.
Nu fortæller Sydøstjyllands Politi, at episoden kommer til at indgå i evalueringen af årets festival, skriver DR.
Læs også: Stort pres til The Minds of 99-koncert: 10 personer blev klemt
Finn Ellesgaard, der er vicepolitiinspektør for Sydøstjyllands Politi, forklarer, at både festivalens og myndighedernes mål er at undgå at nogen bliver klemt og at de derfor skal evaluere “hvordan det kom til den her situation, og hvad der skete.”
“Vi skal alle sammen lære af de hændelser, der sker,” fortæller han til DR.
Smukfest anslår, at omkring 38.000 festivalgæster var samlet til koncerten med The Minds of 99 på Bøgescenerne, hvor der kom et pres ved barerne i den sydvestlige del af pladsen.
“Cirka 10 gæster blev klemt på en måde ved en bar, så de frivillige medhjælpere måtte hjælpe dem over disken og ind bagved. De blev virkelig forskrækkede - både gæsterne og de frivillige - og det tager vi hånd om nu,” fortæller Thomas Rydahl, sikkerhedschef på Smukfest.
Han har desuden fortalt, at to gæster besvimede under koncerten, men at de hurtigt kom på benene igen.
Festivalens sikkerhedsfolk var samtidig i kontakt med The Minds of 99 under koncerten, hvor forsanger Niels Brandt blev bedt om at minde publikum om at passe på hinanden.
Trods problemerne med trængsel blev koncerten en stor succes for The Minds of 99. Gruppen modtog fem stjerner fra GAFFAs anmelder, der blandt andet skrev, at de "var ikke storhedsvanvid på Smukfest. Det var bare storhed."





