Nyhed

Warner Music regner med at tjene millioner på AI-licenser

Pladeselskabet forventer, at nye aftaler med AI-selskaber som Suno og Udio kommer til at løfte deres streamingindtægter markant allerede fra næste år af.

Mens flere af verdens største pladeselskaber, herunder Universal og Sony, kæmper mod AI-selskaber som Suno i retslokaler, har Warner Music valgt at gå en anden vej.

For som virksomheden fortalte på et møde onsdag den 5. august, forventer de, at en række licensaftaler med flere forskellige AI-virksomheder kommer til at blive en stor fremtidig indtægtskilde. Det skriver Digital Music News.

Læs også: EU strammer AI-reglerne: Det betyder det for musiklivet


"Vi har udviklet nye indtjeningsmodeller gennem vores partnerskaber med Suno, Stability AI, Klay og Udio, og vi forventer, at vores licensaftaler vil bidrage væsentligt til væksten i vores abonnementsbaserede streamingindtægter fra regnskabsåret 2027,” lyder det fra Warner Musics administrerende direktør, Robert Kyncl ifølge Digital Music News.

Den mest opsigtsvækkende aftale er med AI-musiktjenesten Suno, som Warner sidste år indgik et forlig med, og som Universal og Sony fortsat er i juridisk strid med. Samme selskab er desuden sagsøgt af Koda for at have trænet deres modeller på dansk musik uden samtykke.

På trods af det forventer de dog stadig, at den nye satsning kommer til at bære frugt.


"Vores strategi virker, hvilket blandt andet kan ses på den markante vækst i vores abonnementsbaserede streamingforretning, og vi forventer, at den udvikling vil fortsætte i mange år frem," fortæller Kyncl, der senere tilføjer, at "AI skaber nye muligheder for at øge værdien af musik, og vi har valgt at gå forrest for at udnytte de muligheder, teknologien åbner."

Hvad de præcise økonomiske detaljer i aftalen mellem Warner Music og Suno går ud på, er dog fortsat hemmelige.

ANNONCE