Den nye lovgivning skal blandt andet gøre det sværere for AI-virksomheder at skjule, hvilken musik deres modeller er trænet på.
Frygten for, hvordan AI-udviklingen kommer til at påvirke musiklivet, har fyldt meget det sidste års tid.
Nu er en ny række EU-love trådt i kraft, der skal beskytte musikernes sange og samtidig gøre det mere gennemsigtigt, hvornår en AI-tjeneste har brudt loven.
Læs også: Koda jubler over AI-dom: Kalder det en "historisk afgørelse"
Reglerne trådte i kraft søndag den 2. august, og en af de største ændringer er, at AI-genererede eller AI-redigerede billeder, lydfiler, videoer og tekster fremover skal være tydeligt markeret.
Det skal ske gennem brugen af såkaldte digitale vandmærker, så både platforme og brugere nemt kan se, når der er blevet brugt kunstig intelligens i et værk.
AI-mærkaterne er allerede noget, som musikbranchen har taget til sig, efter at pladeselskabsorganisationen RIAA og musikselskabsorganisationen IFPI tilbage i juli introducerede en ny fælles retningslinje for, hvordan man viser, at der har været brugt AI på et nummer.
Systemet består af to mærkater. Det ene skal vise, at en sang overvejende eller udelukkende er blevet til ved hjælp af kunstig intelligens. Det andet skal vise, at et værk primært er lavet af mennesker, men at der delvist er blevet brugt kunstig intelligens undervejs.
Læs også: Global musikalliance vil gøre det tydeligt, om en sang er AI-skabt eller ej
AI-selskaber kan blive tvunget til større åbenhed
De nye regler rammer også selve AI-tjenesterne, der fremover skal kunne vise dokumentation for, hvordan deres modeller er blevet trænet.
Det kan få stor betydning for musikbranchen, fordi flere AI-musiktjenester som Suno og Udio indtil nu har været tilbageholdende med at vise, hvordan de har udviklet deres modeller.
Det er eksempelvis hovedsagen i Kodas igangværende retssag mod den amerikanske AI-platform Suno, som musikrettighedsorganisationen anklager for ulovligt at have trænet på blandt andet dansk musik, herunder sange af D-A-D og Aqua.
I sidste uge vandt den tyske pendant til Koda, Gema, en længere retssag mod samme AI-platform. Her vurderede den tyske domstol, at Suno skal betale licens både for brugen af sange til træning og for de numre, som Suno efterfølgende kan generere.
Med de nye regler kan europæiske domstole fremover kræve at se dokumentation for hvordan ai-modellerne er blevet trænet.
Læs også: Dansk musiker slipper for AI-anklage: "Jeg er skyldig, indtil det modsatte er bevist"
Kan styrke musikernes position
De nye EU-love stiller samtidig krav om, at AI-udviklere skal respekterer rettighedshavernes fravalg af brug af deres musik til AI-træning.
Hvis AI-platformene ikke lever op til reglerne, kan det udløse bøder og i værste tilfælde lede til en decideret udelukkelse fra EU-markedet.




