Musikforlaget Primary Wave har købt hits som “Toxic” og “Oops! I Did it Again”, sammen med resten af popstjernens musikkatalog, i en kæmpe handel.
Selvom hendes navn stadig vil stå på musikken, er Britney Spears ikke længere den formelle ejer af sine egne sange.
Popstjernen har nemlig solgt rettighederne til hele sit musikalske katalog til musikforlaget Primary Wave lige inden årsskiftet, skriver BBC.
Læs også: Britney Spears langer ud efter sine forældre: "Jeg er utrolig heldig at være i live"
Prisen estimeres til omkring 1,25 milliarder danske kroner og inkluderer sangerens store hits som “Toxic”, “...Baby One More Time” og “Gimme More”. Den præcise pris og detaljer om salget er ikke offentliggjort.
Britney Spears bliver en del af en stigende tendens, hvor flere store musikere de seneste par år har solgt deres kataloger. Heriblandt er Bruce Springsteen, Justin Bieber og Queen – der fik mere end seks milliarder danske kroner for deres musik.
Primary Wave ejer i forvejen rettigheder til musik fra blandt andre Notorious B.I.G., Prince og Whitney Houston.
Britney Spears har i de seneste år været centrum for en dokumentarfilm og en stor retssag om hendes fars tretten år lange værgemål over popstjernen. Værgemålet blev ophævet i 2021.
Siden har hendes aktivitet på sociale medier skabt stor bekymring blandt fans, og hun har i 2024 udtalt, at hun ikke har planer om at vende tilbage til hverken studiet eller scenen.





