Valget er udskrevet. Kom i stemning med musik, der får poesi og politik til at smelte sammen.
I dag, den 26. februar, er valget blevet udskrevet. Frem mod den 24. marts vil debat og mærkesager præge landet – her er fem danske sange med politisk pondus, der kan sætte lydspor på valgkampen.
Politik har længe sat sit præg på musikken – fra Røde mor i 70’erne og Rockers By Choice i 80’erne til nutidens stemmer som Klumben & Raske penge og Sivas.
Læs også: Kulturministeren har indkaldt 80 aktører til stormøde – her er deltagerne
Her er fem bud på sange, der kan sætte gang i dit politiske kampråb, før du sætter krydset.
5. Skyklapper – Rosa
Et nummer om “orange mænd”, krudt og kugler. Rosa balancerer alvor og humor i en sang, der prikker til verdenssituationen uden at miste melodien.
4. "USA" – Andreas Odbjerg
En generationssang om usikkerhed og verdensorden. Andreas Odbjerg sætter ord på en tid, hvor heltebilledet krakelerer. Med udgivelsen opfordrede han også andre kunstnere til at “turde at mene noget med musikken,” som han udtalte i en pressemeddelelse i forbindelse med udgivelsen.
3. "Gi' mig Danmark tilbage" – Natasja
En klassiker med kant. Politisk nerve, dansegulvsenergi og en stemme, der nægtede at tie. Natasja var og er en rollemodel for mange unge.
2. "Frit land" – Ulige Numre
Højskoletradition møder moderne melankoli. En sang om frihed, fællesskab og det Danmark, vi gerne vil tro på.
1. "Tupilak" – Tarrak
Tarrak er en af de vigtigste stemmer indenfor grønlandsk rap. Med systemkritisk tyngde retter han blikket mod ulighed og diskrimination – og minder os om, at rigsfællesskabet også har en stemme.





