Nyhed

Femdobbelt Grammy-vinder bringer sin blues til Danmark

Amerikanske Keb' Mo' tager lyden af Nashville med sig på scenen, når han spiller dansk koncert til sommer.

Blues-veteranen Keb' Mo' har gennem fem årtier delt studie og scene med navne som Willie Nelson, Bonnie Raitt og The Chicks – og senest med Taj Mahal.

Den 26. juni lægger den femdobbelte Grammy-vinder vejen forbi Vejle Musikteater med guitaren i favnen.

Læs også: Keb' Mo' gav en koncert, der omvendte blues-skeptikeren


Keb' Mo' slog igennem i 90'erne og har siden forfinet et udtryk, hvor country, soul og blues spiller sammen.

Senest udgav han albummet Good To Be (2021), der spejler både opvæksten i Compton og årene i Nashville – og kredser om at finde ståsted mellem to verdener.

I 2024 var han desuden aktuel med samarbejdsalbummet Room On The Porch med Taj Mahal.


Arrangørerne lover stemningsmættet guitarmagi, når han gæster scenen med sin roste "genreudfordrende udgave af old school-lyde," lyder det i en pressemeddelelse.

Da han spillede på Tønder Festival i 2022, skrev vores anmelder, at musikken bliver "leveret med så stor overbevisning af ham og hans band, at man ikke kan andet end at klappe højt og rocke med. Måske skulle jeg også begynde at høre blues resten af året?"

ANNONCE