Hardcore-rapperen Redman, der var med til at forme hiphoppen i 90’erne, giver koncert i Amager Bio med flere danske gæster.
Sidste gang 90'er-rapperen Redman gav solokoncert i Danmark, var i 2007.
Nu kommer hiphop-legenden endelig tilbage. Til sommer indtager han nemlig Amager Bio, med support fra danske MC Clemens og DJ Typhoon, ifølge en pressemeddelelse.
Læs også: Her er de 10 vigtigste album i februar
Kendt fra sange som “Da Rockwilder” og “Tonight’s Da Night”, tager Redman sin rå lyrik, aggressive beats og høje energiniveau med på scenen, i en koncert der hylder hiphoppens guldalder:
“Publikum kan forvente et solidt udvalg af både klassikere, fan-favoritter og nyere materiale, leveret med den humor og selvtillid, der har gjort Redman til en legende.”
Redman fik sit gennembrud med debutalbummet Whut? Thee Album i 1992, og udgav senest Muddy Waters Too – et 30 numre langt album, med stærke gæster som Snoop Dog, Method Man og Queen Latifah.
Desuden lover MC Clemens at tage et hemmeligt hold af gæster med på scenen.
Koncerten finder sted den 18. juni 2026 i Amager Bio.
Se videoen til “Tonight’s Da Night” her.




