Nyhed

Rune Rask og Niklas splitter ny single i disco og techno

De to hitmagere har lavet to versioner af den samme sang – én til hoften og én til floor.

Hvis du kunne lide "Go Masala", er der god grund til at lytte med igen.

Suspekt-produceren Rune Rask og den hemmelige hitmager Niklas, har nemlig endnu en gang slået sig sammen på den nye single "Gi dig det".

Resultatet er en "kærlighedsbanger" med to ansigter: én version i kompromisløs techno og én i groovy disco, skriver de i pressemeddelelsen.


Læs også: O Days er klar med de 17 første navne – Disclosure, Von Quar og Nia Archives iblandt

Samarbejdet begyndte i 2025, da duoen sammen med Klamfyr og Ussel udgav "Go Masala", der siden fik en guld-certificering. 

Der var dog mere at hente i samarbejdet, fortæller de i en pressemeddelelse.


"Vi gik i studiet sammen med en mission om at lave noget, vi aldrig havde lavet før – musikalsk og i måden, det bliver præsenteret på."

Disco-versionen beskrives som groovy og episk ABBA-ficeret anno 2026, mens techno-udgaven har fået en kompromisløs club-energi.

Førstnævnte er produceret sammen med Morten Pilegaard og Kasper Daugaard, mens EDM-produceren Hampenberg har været inde over og står som feature på techno-nummeret.


"Alle er enige om, at 'Gi dig det' kan blive en gigantisk floorfiller," fortæller Rune Rask og Niklas til sidst i pressemeddelelsen.

ANNONCE