Den britiske rockscene har mistet et ungt talent. Matt Kwasniewski-Kelvin blev kun 26 år.
Matt Kwasniewski-Kelvin, guitarist og medstifter af Black Midi, er gået bort i en alder af 26 år efter flere års kamp med mentale udfordringer.
Læs også: Musikverdenen mindes Grateful Dead-legende
I en udtalelse på Instagram skriver hans familie:
"Det er med stor sorg, at vi som familie må meddele, at Matthew Kwasniewski-Kelvin er død efter en lang kamp med sit mentale helbred. En talentfuld musiker og et venligt, kærligt ungt menneske bukkede til sidst under – på trods af alle anstrengelser. Matt blev 26 år. Han vil altid være elsket.”
Familien slutter til sidst beskeden med en kærlig opfordring:
“Tag jer venligst et øjeblik til at tjekke ind hos dem, I holder af, så vi kan forhindre, at dette sker for vores unge mænd."
Pladeselskabet Rough Trade delte efterfølgende familiens udtalelse og mindedes selv guitaristen i et opslag på Instagram, hvor de kaldte ham "et utroligt talent, som vil blive dybt savnet".
Læs også: De gamle "svinede de unge til" – Pede B gør op med 10 års kold luft i dansk hiphop
Black Midi – fra kunstskole til kultstatus
Black Midi har været en anmelderdarling og en favorit på den alternative, eksperimenterende scene siden slutningen af 10’erne.
Matt Kwasniewski-Kelvin var med til at starte bandet tilbage i 2017 sammen med Geordie Greep, Morgan Simpson og Cameron Picton, hvor de mødtes på kunstskolen Brit School i London.
Gruppen fik hurtigt ry for deres vilde koncerter og et lydunivers, der blandede støjrock, prog og eksperimenterende rock.
Bandets debutalbum Schlagenheim udkom i 2019 og gjorde Black Midi til et samtaleemne langt ud over undergrunden. Albummet blev shortlistet til Mercury Prize og fik stor international opmærksomhed.
GAFFAs anmelder gav albummet fem stjerner og følgende ord med på vejen:
“Der skal ikke herske tvivl om, at Black Midis debut er den mest interessante rockudgivelse, jeg har hørt i år – og muligvis også den bedste! Det bedste er at tænke på, at dette er det unge bands debut. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kommer til at følge i hælene på Schlagenheim. Jeg er fuldstændig rundforvirret og fuldstændig fan!”
I 2021 forlod Matt Kwasniewski-Kelvin Black Midi for at fokusere på sit mentale helbred. Dengang udtrykte bandet offentlig støtte til deres bandkammerat og skrev, at de var "fuldt ud bag vores bedste ven i hans bedring".
Black Midi fortsatte herefter som trio og udgav yderligere to studiealbum, før bandet gik i opløsning i 2024.




