Koncertanmeldelse

Et imponerende, men afstandstagende show

black midi

Store Vega, København

De britiske math-rockere dukkede op med en musikteknisk magtdemonstration. Til tider druknede koncertoplevelsen desværre i spektaklet.

Arkivfoto

Jeg husker tydeligt mine venner på Roskilde Festival 2019, der med kæmpe smil på læberne kom tilbage fra en koncert med ”nogle vilde unge gutter, der spiller det hårdeste math-rock!” Aldrig havde jeg før hørt om hverken math-rock eller black midi. Nu godt tre et halvt år senere har de smidt tre album, der alle er helt og aldeles vanvittige. Sidst de var i byen, spillede de i Stauning-salen alias Lille Vega, nu et år senere har de fået Store Vega.

Som opvarmning har de taget deres japanske kammerater Dos Monos med, som bringer en potent energi med deres vilde saxofon- og elguitar-prægede hardcore-hiphop. Efter en halv times tid dæmper lyset sig endnu en gang, og over anlægget hører vi en fantastisk latterlig wrestling-intro, efterfulgt af Aquas ”Barbie Girl”, der bliver soundtracket til bandets sceneentre.

Megen introduktion får vi ikke, før bandet påbegynder første nummer ”Speedway”, der desværre åbner en anelse ærgerligt, grundet nogle lydproblemer imellem en overstyrende guitar og sanger, bassist med mere Cameron Pictons mikrofon, der ikke lige er indstillet ordentligt. Som vi når halvvejs igennem nummeret har størstedelen af de problemer løst sig, og vi bliver budt på en højintensiveret udgave af nummeret, hvilket smelter skønt over i ”Welcome to Hellfire”.

Herfra får vi en lækker lille jam imellem musikerne, hvor vi bliver budt på både blues og noget bossa nova, hvilket fuldstændigt uproblematisk flyder over i ”Dangerous Liasons”. Herfra kan man tydeligt mærke, at bandet har spillet sig varme. Lyden spiller, de spiller, og det hele spiller, og deres evne til konstant at skifte imellem stemninger, intensitetsniveauer og rytmer er umådeligt forbløffende.

Efter nogle numre med kompakt organiseret kaos får vi muligheden for at trække vejret, da Picton igen stiller sig i front, og alt lys bliver centreret om ham, mens han spiller den feberdrømmende ”Still”. Dernæst giver de en voldsom og vild udgave af ”Eat Men Eat”, efterfulgt af endnu et pusterum af Picton med den endnu uudgivne ”Askance”, der byder på en sjov blanding af surfer-rock og hård bossa nova. Selvom han ikke er frontmand, er det Picton, der, i mine øjne, formår at stjæle showet i mange henseender.

Sanger og guitarist Geordie Greep træder igen i front, og det teknisk stramme kaos tager endnu engang fat. I denne sidste tredjedel af koncerten er det dog dér, jeg også begynder at se mig en anelse blind på den. Som musikere er disse gutter helt vildt imponerende og så dybt talentfulde, at et halve kunne være løgn. Men de obskure taktarter, forvrængede jazzstandarder og så videre rækker også kun så og så langt. På et tidspunkt bliver det, for mit vedkommende, blot et spektakel, jeg overværer og ikke så meget en koncert, jeg oplever.

Vi bliver budt på endnu en jam session, hvor især trommeslageren Morgan Simpson viser sit værd, men hvor klaveret ikke rigtig kan spille med på hans rytmiske udskejelser. Som Greep og Picton træder ind med deres strengeinstrumenter, kommer der dog en bestandig form på denne jam session, der går over i ”Chondromalacia Patella”. De spiller skarpt og stærkt, men jeg savner virkelig den saxofon, der normalt er på nummeret.

black midi slutter dog stærkt med ”Slow”, hvor Picton igen træder i front og byder på en vokalpræstation, der smider alle idéer om underspillet ud af vinduet. Han er tæt på at skrige teksterne, og et energisk kogepunkt bliver nået med den videre og videre opbygning. En helt vildt stærk måde at slutte koncerten på.

Afsluttende træder Greep igen op til mikrofonen, takker af og applauderer sit band samt alle, der har været med til at gøre denne aften mulig. Over anlægget spiller Danny Kayes sømandsvise ”Wonderful Copenhagen”. Jeg forlader Vega ikke skuffet, men en anelse udmattet og overstimuleret.

ANNONCE