“Vi kan ikke give jer Grønland, så I må nøjes med nogle danske breakdowns i stedet,” lyder det fra det danske deathcoreband Cabal forud for deres amerikanske forårsturné med Siamese.
Dansk metal har gode tider i udlandet for tiden. Særligt godt går det for det danske deathcoreband Cabal og pop-metalcorebandet Siamese, der nu gør klar til en omfattende USA-turné i foråret.
Læs også: Dansk heavy-band siger farvel til bassist efter 19 år – og henter to nye ind
Det meldte bandene ud i et opslag på Facebook den 18. januar.
Turnéen strækker sig over næsten en måned, fra slutningen af februar til midten af marts, hvor bandene kommer forbi store dele af USA, herunder New York, Chicago, Californien og Texas. Se hele turplanen sidst i artiklen.
I samme opslag sender Cabal en hilsen og et budskab til deres amerikanske fans.
“USA, vi kan ikke give jer Grønland, så I må nøjes med nogle danske breakdowns i stedet,” lyder det fra det danske deathcoreband Cabal.
Derudover for Cabal og Siamese selskab af det amerikanske metalcore band Mirrorcell.
Udmeldelsen kommer midt i et politisk stormvejr
Annonceringen kommer dagen efter en landsdækkende støttedemonstration i solidaritet med Grønland, efter USA’s præsident Donald Trumps gentagne trusler om at annektere Grønland. Over 20.000 mennesker var lørdag den 17. januar mødt op foran den amerikanske ambassade for at vise deres solidaritet med Grønland.
Læs også: Reportage fra Den Hårde Tone: Årets hårdeste prisfest
Dansk dobbeltkoncert
Derudover spiller Cabal og Siamese på Train i Aarhus den 13. maj til en dobbeltkoncert i forbindelse med Cabals seneste album Everything Rots og Siamese-albummet Elements fra 2025.
GAFFAs anmelder gav Everything Rots firestjerner, og kaldte det for Cabals mest helstøbte og kompromisløse udgivelse til dato. I anmeldelsen lød det blandt andet:
“Cabal har i årevis flirtet med elektronisk mørke og metalliske synthflader, og på deres fjerde album rammer de det helt rette blandingsforhold mellem breakdowns så tunge, at jorden slår revner, og industrilag og isnende synths, der sender lytteren direkte ud i galaksens mørkeste afkroge.”
Siamese har de seneste år haft godt medvind. Særligt i udlandet, hvor bandet for alvor fik deres internationale gennembrud med albummet Elements, der fik fire stjerner af GAFFAs anmelder, som skrev, at “Siamese er på vej frem og er endnu et godt eksempel på international musikeksport fra Danmark.”
Se hele turplanen her




