Nyhed

"De skændtes aldrig": Oasis-trommeslager afliver myten om Gallagher-brødrene

Det tidligere Oasis-bandmedlem Zak Starkey gør op med rygterne om, at Noel og Liam var i konstant konflikt.

Mange fans forbinder de berygtede Gallagher-brødre fra Oasis med konstante konflikter og skænderier. 

Men den fortælling bliver nu sat i nyt perspektiv af et tidligere bandmedlem.

Læs også: Teenager dømt for planlagt terror mod Oasis-koncert


Zak Starkey, der var trommeslager i Oasis i midten af 00’erne, har nemlig et helt andet billede af brødrenes forhold. Ifølge ham var der ingen konflikter i den periode, hvor han spillede med gruppen.

"Jeg spillede med dem i fem år, og alt, vi lavede, var at grine. De skændtes aldrig – ikke én eneste gang," fortæller han i et interview med New York Post. Starkey understreger, at bandet turnerede flittigt, lavede to album og hang ud konstant uden interne gnidninger.

Starkey forlod Oasis kort før det endelige brud i 2009, hvor bandet gik i opløsning efter et skænderi i Paris. Ved den populære reunion-turné sidste år blev han dog ikke inviteret med tilbage, hvilket han har udtrykt skuffelse over i et interview med NME.


"Jeg ville gerne have været med, for Oasis er mit yndlingsband fra min generation," sagde han og forklarede, at det for ham ikke handler om et job, men om kærlighed til musikken.

Udtalelserne kommer samtidig med, at Noel Gallagher for nylig har bekræftet, at han igen er "tilbage på arbejde" – hvilket har pustet nyt liv i rygterne om mulig ny musik fra bandet.

ANNONCE