Nyhed

James Blake tager kontrollen tilbage på nyt album

Den Grammy-vindende musiker har løftet sløret for sit næste projekt efter brud med pladeselskab.

Så er der igen nyt fra den britiske musiker James Blake. Den 13. marts udgiver han nemlig sit første album Trying Times som uafhængig musiker.

Læs også: Harry Styles klar med stjernespækket verdensturné

Trying Times bliver hans syvende studiealbum, men det første, siden han brød med pladeselskabet Republic Records i 2024.


James Blake har tidligere fortalt, hvordan han følte sig fanget og ude af kontrol under kontrakten med sit tidligere pladeselskab.

"På et tidspunkt havde jeg jævnligt panikanfald over ikke at have kontrol over noget som helst, og over at føle mig udnyttet og hele tiden skulle bekymre mig om penge. I den periode var jeg ikke særlig kreativ. Følelsen af at genvinde kontrollen og selvstændigheden har været styrkende i en grad, hvor jeg genfandt en kreativitet, jeg ikke har haft i mange år," sagde han i et interview med Variety tilbage i februar 2025.

Albummet består af 12 numre og byder på gæsteoptrædener fra blandt andre den britiske rapper Dave og den Los Angeles-baserede sanger Monica Martin på sangene "Doesn’t Just Happen" og "Didn’t Come to Argue."


Læs også: Fontaines D.C. og Olivia Rodrigo samles på velgørenhedsalbum

Det forrige album, Playing Robots into Heaven, fik fire stjerner af GAFFAs anmelder, der blandt andet kaldte det en “usammenhængende” oplevelse.

“Jeg ville gerne kunne fortælle, at dette var Blakes kompromisløse antitese til de foregående øvelser i fantasifulde popballader à la Blake, men den dubstep-elskende pianomand har hverken valgt hiphop eller festen helt til,” skrev anmelderen efterfølgende.


Allerede nu kan man høre førstesinglen "Death of Love", hvor Blake samarbejder med det britiske kor, London Welsh Male Voice Choir.

Se hele tracklisten til albummet her.


ANNONCE