Nyhed

Marq hylder Aarhus på ny, flabet single

Med “Den der” skruer den aarhusianske rapper op for tempo og attitude på anden single fra sit kommende debutalbum.

Fredag den 30. januar udgiver den aarhusianske rapper Marq sin nye single. Hans attitude er blevet sammenlignet med Kendrick Lamars, og den unge musikers gadepoesi har allerede skabt stor hype.

Hvor debuten var jazzet, er “Den der” et “mere up-beat og i dit fjæs introduktion – og hyldest - til hvor han kommer fra. Rosenhøj i Aarhus S,” lyder det i en pressemeddelelse. 

Læs her: Danske musikere, vi spår bliver store i 2026


Marq forklarer, at “alle har hver deres ‘Den der’, men alligevel er alle enige om, hvad ‘Den der’ det er. Det er bare ‘Den der’ følelse.”

GAFFA har tidligere fremhævet Marq som et navn, man skal holde øje med i 2026 i kølvandet på hans debutsingle.  Med “Interlude”’ viste rapperen et insisterende flow og noget på hjertet, som skabte tårnhøje forventninger til det kommende debutalbum. 

Udgivelsen falder samtidig med, at Marq er på turné, hvor han varmer op for Soleima, hvor de blandt andet gæster Store Vega og Train.


ANNONCE