Nyhed

Skal Oasis stå bag næste Bond-sang? Her er Noel Gallaghers svar

Et rygte tog fart – og nåede helt til Manchester. Nu kommenterer Noel Gallagher selv på spekulationerne.

Rygterne om, hvorvidt Oasis skal levere den næste temasang til James Bond, har fået nyt liv. I et interview med Talksport forholder Noel Gallagher sig nu til spekulationerne – uden helt at lukke døren.

Læs også: Oasis-guitarist holder døren åben efter genforening: "Jeg ved stadig ikke, hvad der skal ske"

Da han bliver spurgt direkte, svarer han afvæbnende: "Den her James Bond-ting? Hvad, Oasis? Nah."


Alligevel kan han godt se idéen. "Selvfølgelig. Det ville være en absolut ære, og jeg synes, den slags ting burde gøres af briter, ikke Yanks (amerikanere, red.)," udtaler han.

Noel Gallagher understreger samtidig, at hverken han eller hans bror har været i kontakt med Bond-franchisen, men joker med, at han gerne stiller op som "en skurk fra Mancunia" i den næste film.

Se hele interviewet med Noel Gallagher her: 


Hans bror Liam Gallagher har også leget med rygterne og skriver spøgefuldt: "Det sker. Bare vent til i hører den – det er den bedste Bond-sang nogensinde."

Oasis afsluttede for nylig deres længe ventede genforeningsturné og meddelte, at de nu ville tage en "pause med tid til reflektion."

Meget tyder dog på, at Oasis ikke er færdige endnu. Til den sidste koncert, som blev afholdt i Brasilien den 24. november, sagde Liam Gallagher ifølge NME: "Vi elsker jer, tak for alt jeres energi. Pas på jer selv og vi ses snart igen på et tidspunkt."


GAFFAs anmelder var med til koncerten i Cardiff og gav den hele seks stjerner med ordene: "En koncert til historiebøgerne."

ANNONCE