Nyhed

Store navne bliver hyldet til Grammy Awards

Ozzy Osbourne og D’Angelo er blandt de stjerner, der vil blive æret til dette års Grammy Awards.

Når Grammy Awards løber af stablen på søndag, bliver det med en særlig hyldest til nogle af musikikonerne, der gik bort i 2025.

Læs også: Her er de nominerede til Grammy Awards 2026

Således optræder Ms. Lauryn Hill til minde om soul-ikonerne D’Angelo og Roberta Flack, annoncerer den officielle Grammy Awards hjemmeside


Det samme gør Post Malone, Slash, Duff McKagan og Chad Smith for at hylde rocklegenden Ozzy Osbourne.

Både soulstjernerne D’Angelo og Roberta Flack modtog stor anerkendelse og flere Grammy-priser i deres karriere, og det samme gjorde det britiske rockikon Ozzy Osbourne. 

Derudover vil Reba McEntire sammen med Brandy Clark og Lukas Nelson give koncert for at “ære dem, vi nyligt har mistet i det kreative fællesskab, og hylde nogle af de musikalske ikoner, der er gået bort for nylig.”, skriver Grammy Awards på deres hjemmeside.


Læs også: Sabrina Carpenter annonceret som første performer til årets Grammy Awards

Ms. Lauryn Hill har i løbet af sin karriere vundet otte Grammy-priser, hvoraf fem af dem var for sit første album The Miseducation of Lauryn Hill fra 1998. 

Dette gjorde hende til den første kvinde, der vandt fem Grammy-priser på samme aften. 


Ms. Lauryn Hill startede sin karriere i 1990 som medlem af hiphopgruppen The Fugees, hvorefter hun i 1998 begyndte sin solokarriere.

ANNONCE