En 18-årig brite er blevet dømt i en sag, der kaster et mørkt skær over Oasis' genforeningsturné.
Oasis’ meget ventede genforeningsturné i sommers kunne have endt som en tragedie. Det står klart, efter at den britiske domstol den 16. januar dømte en ung mand til 14 måneders fængsel for et planlagt terrorangreb rettet mod en af bandets koncerter. Det skriver NME.
Læs også: Skal Oasis stå bag næste Bond-sang? Her er Noel Gallaghers svar
Den 18-årige McKenzie Morgan fra Cwmbran i det sydlige Wales skal afsone straffen i en ungdomsinstitution.
Ifølge anklageren Corinne Bramwell var McKenzie Morgan stærkt inspireret af et dødeligt angreb i Southport i 2024, hvor Axel Rudakubana angreb en børnedanseskole med Taylor Swift-tema. Her sårede Rudakubana ti personer, heraf otte børn. I starten af 2025 blev han idømt minimum 52 års fængsel.
McKenzie Morgans plan var tiltænkt åbningsaftenen på Oasis’ genforeningsturné, som fandt sted den 4. juli på Principality Stadium i Cardiff. Her sagde Morgan, at han ønskede at gennemføre et “Rudakubana-lignende angreb”.
Var i besiddelse af al-Qaeda-manual
Ifølge domstolen havde McKenzie Morgan planer om at fremstille ricin, en ekstremt farlig gift, som han ville bruge under koncerten. Derudover havde han tidligere sendt et billede af en stor kniv til en ven med spørgsmålet: “Ville den her virke?”
Politiet greb første gang ind den 2. juni, efter at en bekymret person kontaktede myndighederne om indhold, der var blevet delt på Snapchat. Morgan blev løsladt mod kaution, men hans telefon blev beslaglagt.
Ved gennemgangen af telefonen fandt politiet flere forbudte al-Qaeda-dokumenter, herunder vejledninger til knivangreb, samt billeder af Axel Rudakubana. Det førte til en ny anholdelse den 19. juni 2025, der nu har ledt til en fængselsdom.




