Mitch Winehouse skal betale en stor erstatning, efter dommen er faldet i en sag om den afdøde stjernes ejendele.
Amy Winehouses far Mitch Winehouse er blevet dømt til at betale, hvad der svarer til ni millioner kroner i erstatning til to af den afdøde stjernes venner, som havde solgt nogle af hendes genstande på flere auktioner, skriver BBC.
Læs også: Amy Winehouse hyldet af familien på årsdagen på hendes død: “Tak for at holde hendes minde i live”
Mitch Winehouse beskyldte de to venner, Naomi Parry og Catriona Gourlay, for "bevidst at skjule" auktionerne, som fandt sted i USA i 2021 og 2023, og dermed tjene store summer på dem – penge, han mente skulle gå til Winehouse-familien. Derfor sagsøgte han de to kvinder.
Nu har Mitch Winehouse dog tabt i retten og skal til gengæld betale erstatning til de to kvinder for at have tilsværtet deres omdømme.
Dommeren udtalte i retten: "Sagsøgeren valgte at komme med en fra begyndelsen svag påstand, forfølge den aggressivt og ubønhørligt og komme med alvorligt og ubegrundede påstande mod sagsøgte, som markant gjorde skade på deres omdømme, karrieremuligheder, finansielle sikkerhed og sundhed."
Dommeren sagde også, at Mitch Winehouse udmærket vidste, at auktionerne fandt sted, og at han først gjorde indsigelse mod dem, da de var overstået.
Hun tilføjede, at det var særlig graverende for Mitch Winehouses sag, at de to sagsøgte kvinder i sin tid havde støttet både Amy Winehouse og hendes familie.
Mitch Winehouse skal betale den ene kvnide, Naomi Parry, 569.330 pund (cirka 4,9 millioner kroner) og Catriona Gourlay 487.132 pund (cirka 4,2 millioner kroner) i erstatning. Han skal desuden betale mindst 950.000 pund i sagsomkostninger (cirka 8,3 millioner kroner).
Amy Winehouse døde af alkoholforgiftning 23. juli 2011, 27 år gammel. Hun var især kendt for sange som "Rehab" og "Back to Black" og det millionsælgende album Back to Black, alle fra 2006.




