Nyhed

Fatboy Slim investerer i spillested for at redde det fra lukning

Investeringen er en del af kampagne, som opkøber og viderefører spillesteder, der ellers var lukningstruede.

Den engelske dj Fatboy Slim har investeret i et spillested i sin hjemby Brighton for at redde det fra lukning, skriver BBC.

Spillestedet har navnet The Pipeline og har plads til blot 60 personer.

Investeringen er en del af kampagnen Music Venue Properties (MVP), som opkøber og viderefører spillesteder, der ellers var lukningstruede. Indtil videre har kampagnen købt 10 spillesteder, og blandt investorerne er også Squeeze-sangeren Glenn Tilbrook og Storbritanniens nye premierminister Andy Burnham, som netop har annonceret, at han vil sænke ejendomsskatten for spillesteder med 20 procent. Derudover kan man også købe folkeaktier i spillestederne.


Læs også: Storbritanniens nye premierminister vil sænke skatten for spillesteder

Fatboy Slim, der har det borgerlige navn Norman Cook, udtaler til BBC: "Jeg elsker spillesteder som dette, for de minder mig om, da jeg begyndte at spille musik, den ungdommelige spænding og følelse ved at skulle spille. Lokaler som dette er dér, hvor drømme går i opfyldelse, og minder bliver skabt. Spillesteder som dette er livsnerven i musikindustrien."

Han fortsætter: "I det aktuelle økonomiske klima er det temmelig svært for dem at overleve, så hvis MVP køber spillestedet, kan vi være den godgørende ejer, som ikke hæver huslejen, lytter til dem og giver dem langvarig sikkerhed."


Spillestedslederen Thomas Evrenos er begejstret for tiltaget: "Jeg er superglad. Hvis det ikke var endt sådan, og nogen havde forsøgt at sætte huslejen op, ville jeg nok have givet op," siger han til BBC.

Fatboy Slim gav i juni koncert på det lille spillested som en del af festivalen Everywhere at Once.

I sidste uge spillede han fire kæmpeshows på Brighton Beach.


Ifølge MVP's ejer, velgørenhedsorganisationen Music Venue Trust, havde mindre end halvdelen af de britiske spillesteder overskud sidste år. 30 spillesteder lukkede, og der blev nedlagt 6000 arbejdspladser svarende til 20 procent af den samlede arbejdsstyrke på spillestederne. Til gengæld steg antallet af besøgende på mindre spillesteder med 13 procent.

 

 


ANNONCE