En række internationale musikorganisationer anført af RIAA og IFPI vil have det markeret på streamingtjenesterne, når der er blevet brugt kunstig intelligens på en sang.
Brugen af kunstig intelligens har de seneste år skabt stor debat i musiklivet. Nu vil en bred alliance af internationale organisationer gøre det helt klart, hvornår der er blevet brugt AI på en sang.
Initiativet er anført af pladeselskabsorganisationen RIAA og musikselskabsorganisationen IFPI, der nu foreslår et fælles mærkningssystem for AI-musik på tværs af streamingtjenester. Det skriver The Washington Post og The Hollywood Reporter.
Læs også: Tidal laver nye AI-regler
”Fans vil gerne vide, om og hvordan generativ AI er blevet brugt i den musik, de lytter til,” lyder det fra IFPI's administrerende direktør Vikki Oakley og RIAA's administrerende direktør Mitch Glazier i en fælles udtalelse.
Forslaget lægger op til, at streamingtjenester indfører to forskellige mærkater, som skal fungere på samme måde som når man markerer, om en sang kan være uegnet for børn og unge.
Det ene mærke skal bruges til musik, der overvejende eller udelukkende er skabt med kunstig intelligens. Det andet skal vise, at et værk primært er lavet af mennesker, men at AI har været brugt til dele af den kreative proces.
“I betragtning af, hvor vigtig menneskelig kunst og autenticitet er for musikelskere over hele verden, vil disse mærkater skabe en umiddelbart forståelig og let skalerbar tilgang til gennemsigtighed,” skriver organisationen i samme udtalelse.
Bag initiativet står blandt andre The Recording Academy, Sag-Aftra, A2im, Win, Impala og Human Artistry Campaign sammen med RIAA og IFPI.
Ifølge organisationerne skal ordningen være frivillig og udvikles i takt med, at teknologien ændrer sig.
Læs også: Koda slår alarm: AI-tjenesterne stjæler den danske musikskat, og ingen stopper dem
På nuværende tidspunkt er det endnu ikke blevet besluttet, hvorvidt det nye mærkningssystem vil blive indført. Organisationerne oplyser dog, at de vil gå i gang med at finde en fælles løsning sammen med de forskellige streamingtjenester, distributører og andre aktører.
Flere streamingtjenester har dog allerede implementeret deres egne løsninger. På Spotify kan man eksempelvis se, om der har været brugt AI, når man kigger på en sangs kreditering, men også Apple Music og Tidal har deres egne systemer.
Initiativet kommer på et tidspunkt, hvor AI-musik fylder mere og mere på streamingplatformene.
Blandt andet har Apple Music for nylig oplyst, at omkring en tredjedel af al den musik, der dagligt bliver uploadet til platformen, nu er AI-genereret. Samtidig har andre platforme som Bandcamp helt forbudt musik, der involverer brugen af kunstig intelligens.





