For første gang får Aarhus-festivalen kvindepissoirer på pladsen. Tovholder Julia Kopp kalder det "en feministisk dagsorden".
Flere danske festivaler har i år haft fokus på et særligt område inden for ligestillingen: Toilettet.
Nu følger Aarhus-festivalen GrimFest trop med en ny løsning på pladsen. Festivalen indfører for første gang kvindepissoirer. Det skriver TV2 ØJ.
Tovholder på projektet er Julia Kopp, som fortæller til mediet, at initiativet både skal gøre toiletforholdene nemmere for festivalgæsterne og sætte fokus på forskelle mellem mænds og kvinders muligheder på festivaler.
Læs også: Kvinder blev filmet i smug, mens de tissede på Roskilde – nu laver festivalen ændringer
"Det er en feministisk dagsorden," siger Julia Kopp til TV2 ØJ.
Hun fortæller samtidig, at nogle gæster oplever festivaltoiletter som utrygge eller uhygiejniske.
De nye kvindepissoirer på GrimFest består af otte pladser og skal være med til at mindske presset på de almindelige toiletforhold.
Festivaler som Distortion og Roskilde Festival har tidligere indført lignende løsninger, men med squat-urinaler, der skal fungere som et hurtigere og nemmere alternativ til de traditionelle festivaltoiletter.
Efter årets Roskilde Festival satte tv-vært Anna Lin også fokus på festivalens toiletforhold i Go' Morgen Danmark, hvor hun kritiserede de lange køer og manglen på alternativer.
GrimFest bliver afholdt fra 30. juli til 1. august i Brabrand og har navne som Anne Linnet, Von Quar og Spleen United på plakaten.





