Nyhed

Kvinder blev filmet i smug, mens de tissede på Roskilde – nu laver festivalen ændringer

Festivalen kalder fænomenet for “helt uacceptabelt” og tager nye forbehold, der skal gøre det sværere at filme andre.

Den nye TV2-dokumentar, Jagten på Creeps, afslører, at tissende kvinder på landets festivaler er blevet filmet i smug og efterfølgende delt og solgt på internettet.

Nu reagerer Roskilde Festival på de såkaldte “creepshots” og fortæller om nye tiltag, der skal gøre det sværere at filme videoerne, skriver TV2

Læs også: Flere er druknet i badesø tæt på Roskilde Festival — nu griber organisation ind


“Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, hvis der er nogen, som går rundt og filmer andre, der tisser på festivalen,” lyder det fra Roskilde Festivals chef for deltagelse og diversitet, Mika Christoffersen.

Hun fortæller, at der i år er blevet lavet ændringer, der skal gøre det sværere at optage videoerne, og opfordrer til, at man bruger festivalens opsatte toiletter.

“For eksempel har vi i år bygget en ny type squat-urinaler med trin op, og hvor siderne er højere, så man sidder mere skjult,” fortæller hun.


Sidste år blev der uploadet mindst 16 “creepshots” fra Roskilde Festival, men TV2 har fundet videoer helt tilbage fra 2010. I gennemsnit er de 20 minutter lange og solgt for mellem 15 til 200 kroner, skriver mediet.

ANNONCE