Nyhed

Jared Leto kommenterer anklager om overgreb

Fire kvinder har rettet beskyldninger mod Thirty Seconds to Mars-sangeren i en ny dokumentar.

BEMÆRK: Denne artikel omhandler seksuelle overgreb. Har du været udsat for voldtægt– eller er du i tvivl, om det er det, der er sket? Du kan ringe anonymt døgnet rundt til Lev Uden Vold-hotlinen på tlf. 1888.

Thirty Seconds to Mars-sangeren og skuespilleren Jared Leto har nu kommenteret de anklager om seksuelle overgreb, som fire kvinder har rettet mod ham i en ny BBC-dokumentar, Jared Leto: Hollywood's Dark Secret. Overgrebene skulle have fundet sted, mens kvinderne var mellem 16 og 18 år, og Leto var i 30'erne og 40'erne, og i perioden 2002-2016. I alt medvirker ti kvinder i dokumentaren.

I en udtalelse citeret af NME siger Leto: "Jeg har aldrig begået seksuelt overgreb på nogen i hele mit liv. Disse påstande er absolut og kategorisk falske."


Læs også: Uhyggelige detaljer i D4vd-sagen: Drabsoffer fik abort som 13-årig

En kvinde oplyser, at hun som 19-årig blev efterladt alene med musikeren på et hotelværelse, hvorefter han truede med at forgribe sig på hende. En anden beskriver et seksuelt overgreb, der skal have fundet sted, da hun var 17 år gammel. Hændelsen klassificeres dermed juridisk som voldtægt af et barn. 

En tredje af de berørte kvinder fortæller, at musikeren systematisk udnyttede sin kendisstatus til at groome hende, da hun kun var 16 år, og efterfølgende sendte hende en tavshedserklæring – som hun dog nægtede at skrive under på.


En fjerde kvinde fortæller, at Leto begik et overgreb på hende og trak på skuldrene, da hun gjorde ham opmærksom på, at den seksuelle lavalder er 18 år i Californien.

Anklagerne er ikke blevet prøvet retsligt ved en domstol.

Sidste år beskyldte ni kvinder Leto for overgreb. Han benægtede, at det skulle have fundet sted.


Jared Leto er en del af rock-duoen Thirty Seconds To Mars sammen med sin bror Shanon Leto. Sammen har de udgivet seks album og er især kendt fra hittet “The Kill” fra 2005.

ANNONCE