Rapperens tidligere assistent har sagsøgt ham for overgreb og uberettiget fyring.
Kanye West, også kendt som Ye, er tæt på at indgå forlig i en sag, hvor en tidligere assistent har beskyldt ham for overgreb, vold og sexchikane, skriver Complex, der har fået indsigt i retsdokumenter fra retten i Los Angeles.
Læs også: Kanye Wests franske koncertplaner er nu helt aflyst
Rapperens tidligere assistent Lauren Pisciotta sagsøgte ham i 2024, i første omgang for sexchikane og uberettiget fyring, idet hun beskyldte ham for at have fyret hende efter at have sendt hende sms’er med seksuelt indhold. Året efter udvidede hun søgsmålet til også at omfatte vold og trafficking, og kun kaldte ved den lejlighed Kanye West en ”overgrebsperson” og en ”krænker”.
Lauren Pisciotta, der tidligere arbejdede som indholdsskaber på OnlyFans, blev hyret af Kanye West i 2021 for at arbejde på hans tøjmærke og på albummet Donda. Imidlertid blev hun fyret året efter. Ifølge Pisciotta var hun inden fyringen blevet forfremmet til personalechef for Kanye Wests forskellige firmaer med en årsløn for fire millioner dollar. I den forbindelse var hun blevet bedt om at slette sin profil på OnlyFans, der især er kendt for seksuelt indhold. Ved fyringen blev hun lovet tre millioner dollar i kompensation, penge hun ifølge eget udsagn aldrig har modtaget.
Ifølge retsdokumenterne skulle parternes advokater have holdt et møde den 29. juni med dommeren i sagen, Nicholas F. Daum, hvor man i store træk skulle være blevet enige om et forlig. Ingen af parternes advokater ønsker at udtale sig til Complex.
En af de beskeder, Kanye West skulle have sendt til Lauren Pisciotta, havde ifølge Complex følgende ordlyd (vi skal advare mod eksplicit sprog): ”Mit problem er, at jeg har lyst til at kneppe, men når jeg har kneppet, vil jeg have en pige til at fortælle mig, hvor hårdt hun er blevet kneppet, mens jeg har kneppet hende. Derefter vil jeg have hende til at være mig utro”.
Kanye West er for tiden på turné i USA. I maj og juni gav han fire koncerter i Europa. Han havde planlagt flere koncerter, som dog blev aflyst i kølvandet på den massive kritik, han har fået for blandt andet at komme med antisemitiske udtalelser – udtalelser, han senere har undskyldt.





