Efter flere måneders udskydelse ser det nu ud til, at den amerikanske rappers koncert i Marseille helt er blevet droppet.
Den amerikanske producer og rapper Ye, bedre kendt som Kanye West, har haft store europadrømme. De fleste er dog bristet. Først i London, derefter i Schweiz, Polen og Italien.
Efter flere måneders uvished og udskydelser ser det nu ud til, at musikerens planlagte koncert i Frankrig også er blevet droppet helt. Det skriver mediet The News International.
Læs også: Italienske myndigheder aflyser Kanye West og Travis Scott-koncerter
Den planlagte koncert skulle have fundet sted den 11. juni i den franske by Marseille. Men på den franske billettjeneste Tixr ser det nu ud til, at koncerten helt er blevet fjernet.
“Vi kan bekræfte, at arrangementet ikke bliver afholdt,” skriver platformen i en mail til billetindehaverne, som siden er blevet delt med The News International.
Platformen oplyser samtidig, at det er muligt at få refunderet billetterne.
Læs også: Kanye hævder at have slået koncertrekord – større publikum end Paul McCartney
Mange aflyste koncerter i træk
Aflysningen kommer efter en periode, hvor Kanye West har mødt modstand flere steder i Europa. I april blev rapperen nægtet indrejse til Storbritannien som følge af en række tidligere antisemitiske udtalelser, som han dog senere har undskyldt for.
Kort efter blev hans planlagte optrædener ved den britiske festival Wireless aflyst. Hans planlagte koncert i Marseille blev efterfølgende sat på pause, mens andre koncerter i Schweiz og Polen blev droppet.
Efter sigende skulle den amerikanske rapper også have haft planer om at spille en stor koncert i Israel, men det kom aldrig videre end tegnebrættet, efter at flere israelske koncertaktører kaldte det for “smagløst.”
Bedre gik det dog i Tyrkiet, hvor hans koncert i Istanbul den 31. maj slog rekord med hele 118.000 koncertgæster. Koncerten skal eftersigende samtidigt have løftet den tyrkiske økonomi med tæt på 100 millioner dollars, eller hvad der svarer til lige knap 6,5 milliarder danske kroner.




