Festivalen fastholder, at invitationerne tjener et professionelt formål.
Roskilde Festival inviterer hvert år op mod 100 ministre, folketingspolitikere og byrådsmedlemmer til festivalen med gratis armbånd. Ministrene kan desuden få en ledsager med uden beregning – en fordel, som almindelige festivalgæster ellers må betale flere tusinde kroner for.
Ordningen møder nu kritik fra eksperter, der vurderer, at den kan være på kant med loven, skriver DR.
Læs også: Roskilde Festival vil have supermarked tilbage i 2027
“Det er efter min vurdering i strid med de regler, som gælder for modtagelse af gaver og andre begunstigelser. Jeg tror nok, det kommer ind under den almindelige generelle definition på korruption, siger Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, til mediet.
På spørgsmålet om det er Roskilde Festival eller politikerne, der bryder loven, svarer Bønsing:
“Det er nok sådan set begge. Det er nok det største problem for dem, der modtager billetter, men det kan faktisk også være et problem for Roskilde Festival, når de giver.”
Roskilde Festival afviser kritikken og uddyber i et skriftligt svar til DR, at invitationerne sker med et fagligt formål. Ifølge festivalen sammensættes nemlig et program, der tager udgangspunkt i den enkelte politikers ressort- eller interesseområde. Men i invitationerne, som mediet er kommet i besiddelse af, fremgår det også, at politikerne efter det faglige program er velkomne til at blive på festivalen og opleve musikken og resten af festivalpladsen.
De gratis armbånd er såkaldte B2B-billetter med adgang til backstage-området og har en normalpris på 3.500 kr.
Professor i økonomistyring på Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, vurderer også, at ordningen kan skabe habilitetsproblemer, hvor han opfordrer politikere til at sige nej til invitationerne. Bukh peger på, at relevante ministerier eller kommuner i stedet bør betale for billetterne, hvis besøget er fagligt begrundet.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har takket nej til invitationen i år, mens sundheds- og kirkeminister Ida Auken (S) samt undervisningsminister Magnus Heunicke (S) bekræfter, at de i år deltager i faglige programpunkter på Roskilde Festival, men ikke går yderligere ind i kritikken, der rejses.
Flere danske festivaler har også de seneste år fået kritik for at give politikere gratis armbånd. Roskilde Festival fastholder dog ordningen, mens andre – som for eksempel Suset i Esbjerg og Musik i Lejet – har strammet reglerne og kræver, at politikere selv betaler for adgang til musikken.
Læs også: Roskilde Festival melder ud efter dødsulykke




