“Jeg ka’ ik’ mærke noget” er lynhurtigt strøget til tops på hitlisterne – se de to musikere fremføre sangen live her.
De to hitmagere, Christopher og Thomas Helmig, har slået kræfterne sammen på den nye single “Jeg ka’ ik’ mærke noget”.
Nu deler Christopher et klip af de to, der spiller sangen live for første gang.
Læs også: Phoebe Bridgers løfter sløret for første album i seks år
“Told You So”-sangeren hev nemlig Helmig med på scenen til Musik i Lejet lørdag den 18. juli.
“Der er nogle drømme man, har drømt siden man var helt lille – og jeg tror faktisk at det her det er en af dem. Musik i Lejet, vil I ikke gøre mig en tjeneste og give en kæmpe stor hånd til Thomas Helmig” fortæller Christopher fra scenen i klippet.
“Jeg ka’ ik’ mærke noget” er én ud af tre sange, som Christopher har delt fra sit kommende album – som er hans første dansksprogede plade.
I juni spillede han sin hidtil største koncert i eget navn herhjemme. Her indtog hitmageren Valbyparken flankeret af gæster og tusindvis af fans.
Koncerten modtog fem stjerner fra vores anmelder med ordene: “Som publikum, fan eller ej, står man tilbage med en følelse af at have set noget vigtigt og næsten majestætisk; popprinsens tunge spadestik mod at blive konge.”





