Nyhed

31 organisationer verden over går sammen om AI-opråb: Kræver samtykke fra musikere

En bred alliance kræver samtykke fra musikere før AI-brug. En af dem, der deler opråbet, er Andreas Odbjerg.

De seneste år har en række store sager om ulovlig træning af AI-modeller på rettighedsbeskyttet musik fyldt meget i både det danske og internationale musikliv.

Nu advarer 31 internationale kunstner- og sangskriverorganisationer i et åbent brev pladeselskaber og musikforlag mod at indgå AI-aftaler uden tydeligt samtykke fra de musikere og sangskrivere, der har lavet musikken.

Læs også: SZA går til angreb på AI-musik: “Hvis du er musiker og støtter det her, er du modbydelig”


Bag brevet, der går under navnet “No Consent, No Deal”, står blandt andre Music Artists Coalition, Songwriters of North America, The Ivors Academy, Black Music Action Coalition og Artists Rights Alliance.

"Vi er i stigende grad bekymrede over, at kunstnere og sangskrivere med eksisterende plade- og forlagsaftaler modtager breve fra store pladeselskaber og forlag, der informerer dem om, at de automatisk vil blive tilmeldt AI-relaterede anvendelser, uden at de reelt får et valg," skriver de blandt andet.

En af de musikere, der støtter op om budskabet, er Andreas Odbjerg, der har delt det åbne brev i en story på Instagram i dag den 23. Juni.


Den danske sangskriver har tidligere bakket op om lignende udmeldninger. Tilbage i november tilsluttede han og 81 andre danske musikere et lignende opråb om en tydeligere dansk AI-lovgivning.

Læs også: Dansk musikforbund slår sig sammen i kampen mod AI

De 31 organisationer peger samtidig på, at mange nye pladekontrakter i dag allerede indeholder AI-klausuler som et standardvilkår.


"Fremtidens musik skal bygges sammen med kunstnere, sangskrivere og deres repræsentanter – ikke påtvinges dem," lyder det blandt andet i brevet.

Organisationerne opfordrer derfor pladeselskaber, musikforlag, AI-virksomheder og politikere til at forpligte sig til tre krav for at forbedre vilkårene for musikere.

Læs også: Koda slår alarm: AI-tjenesterne stjæler den danske musikskat, og ingen stopper dem


Tilbage i april kom en lignende udmeldning fra 27 danske musikorganisationer, der krævede strammere regler for brugen af AI i musiklivet. Blandt underskriverne var Koda, hvis juridiske og politiske direktør Nicky Trebbien kaldte AI-udviklingen for dybt problematisk.

“Vi er lige nu vidne til et massivt tyveri af dansk og europæisk indhold, hvor værdien flyttes direkte fra kunstnere til globale tech-giganter. Men kunstig intelligens må ikke udvikle sig på bekostning af dem, der skaber indholdet – uden tilladelse, betaling og gennemsigtighed,” skrev han dengang i en pressemeddelelse.

Koda er i øjeblikket i gang med at sagsøge AI-streamingtjenesten Suno for ulovligt at have trænet deres modeller på dansk rettighedsbeskyttet musik.


ANNONCE