Norske Geir Lysne skal stå i spidsen for det aarhusianske bigband.
Bigbandet Aarhus Jazz Orchestra får for første gang en chefdirigent, og der er tale om en markant international profil. Nemlig norske Geir Lysne, som de seneste ni år har været chefdirigent for det tyske radiobigband NDR Big Band i Hamburg og desuden er professor i jazzkomposition og bigbandledelse i Oslo, ligesom han er saxofonist og komponist. Han har modtaget adskillige priser, blandt andet German Critics Award i 2006.
Læs også: Aarhus Jazz Orchestra får ny orkesterchef
Geir Lysne skal være chefdirigent for Aarhus Jazz Orchestra de næste tre år, og ansættelsen sker takket være en, med orkestrets egne ord, "generøs donation" fra Augustinus Fonden. Han har tidligere arbejdet sammen med orkestret ved flere lejligheder, og det er gået så godt, at parterne nu har indgået et længevarende samarbejde på initiativ fra orkesterchef Signe Bisgaard. I en pressemeddelelse udtaler hun:
"Geir Lysne er en af de dirigenter i Europa, som i disse år er med til at udvikle og forny bigbandformatet. Derfor er det en stor glæde, at han har sagt ja til at blive Aarhus Jazz Orchestras første chefdirigent. Med et fast samarbejde over flere år får vi en unik mulighed for at skabe kontinuitet i den kunstneriske udvikling, styrke orkestrets profil og arbejde mere strategisk med vores repertoire og internationale ambitioner."
Geir Lysne er også begejstret for det kommende samarbejde og udtaler:
”Jeg glæder mig meget til at starte et længere samarbejde med Aarhus Jazz Orchestra. Aarhus Jazz Orchestra består af nogle yderst dedikerede musikere på et højt internationalt niveau. De kender deres tradition, men er samtidig nysgerrige, modige og inkluderende. Som chefdirigent for Aarhus Jazz Orchestra vil jeg arbejde på at skabe et rum for udøvende kunstnere og publikum, der afspejler det vigtigste i musikken, nemlig at opleve, opdage og være sammen omkring musikkens kraft. Aarhus Jazz Orchestra skal være orkestret, der tør tænke fremad."
Som del af samarbejdet vil Aarhus Jazz Orchestra og Geir Lysne være med til at løfte niveauet blandt dirigenter inden for den rytmiske musik generelt og har derfor inviteret Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og Norges Musikhøgskole i Oslo ind i samarbejdet i forbindelse med et større nordisk forskningsprojekt om betydningen af direktionskompetencer inden for rytmisk musik.
Publikum kan opleve Geir Lysne i front for Aarhus Jazz Orchestra ved den såkaldte Jazzgalla-koncert med jazzikonet, pianisten Michel Camilo den 27. juni samt ved koncerterne Chasing Coltrane – hyldestkoncerter til jazzlegenden John Coltrane den 30. juni-3. juli, alt sammen i Musikhuset Aarhus som en del af Musikhuset Swinger under Aarhus Jazz Orchestra.
Senere på året kan man opleve parterne til koncerten Nye begyndelser: Geir Lysne & Aarhus Jazz Orchestra den 14. november på spillestedet Turkis i Aarhus med værker af Geir Lysne selv.
Også byens yngste lyttere får lov at opleve Lysnes tilgang til musik med skolekoncerterne Det lyder af følelser for elever i 2.-4. klasse. Sammen med orkestrets musikere skaber han en musikoplevelse, hvor følelser bliver omsat til musik, og hvor Lysne livekomponerer musikken via emojis, som eleverne er med til at følge. Skolekoncerterne finder sted den 6. november på Turkis med gratis adgang for kommunens skoleklasser.
Aarhus Jazz Orchestra blev grundlagt i 1977 af Jens Klüver, først under navnet Bred Ymer og senere kendt som Klüvers Big Band. I 2012 skiftede gruppen navn til Aarhus Jazz Orchestra i forbindelse med Jens Klüvers pensionering fra bandet. Aarhus Jazz Orchestra er det eneste rytmiske basisensemble i Danmark og er støttet af Aarhus Kommune og Statens Kunstfond.





