Det nye album bliver indieduoens første udgivelse på eget pladeselskab.
Den danske duo Barselona er klar med sit femte album. Tag min hånd, så slipper vi udkommer den 18. september og bliver samtidig gruppens første udgivelse på eget pladeselskab.
I en fælles udmelding fortæller de, at timingen føles særlig, da det samtidig nærmer sig 10-årsdagen for Barselonas begyndelse.
Læs også: Den her kunstner vil Roskildes musikchef allerhelst booke
"Om nogle få uger er det nøjagtig 10 år siden, vi startede Barselona, og vi mindes ikke tidligere at have været så spændte på at udgive en plade, som vi er denne gang," skriver de.
Barselona forklarer, at albummet er blevet til gennem en intensiv sangskrivningsproces i løbet af det seneste år i samarbejde med producer Søren Buhl, også kendt som trommeslager i Blaue Blume.
Fans har allerede fået en forsmag på albummet gennem singlerne "Udsving", "Mørket falder ind" og "Venter jo bare", som ifølge duoen repræsenterer nogle af de musikalske retninger, der præger den kommende udgivelse.




