Nyhed

Den første i Norden: Roskilde Festival opnår særlig status

Festivalen har længe arbejdet med sin miljøprofil. Det har nu resulteret i, at de får Svanemærket.

Roskilde Festival har fået en ny farve på paletten. Den ikoniske “orange feeling” får nu selskab af et grønt kvalitetsstempel – nemlig Svanemærket.

Det oplyser Roskilde Festival i en pressemeddelelse.

Som den første festival i Norden er Roskilde Festival blevet certificeret med det officielle nordiske miljømærke efter at have dokumenteret sit miljø- og klimaarbejde ud fra 35 obligatoriske krav.


Kravene omfatter i grove træk de miljømæssige fokusområder, hvor store events typisk har den største påvirkning. Det gælder blandt andet energikilder, mad og drikke, affald, biodiversitet og ressourceforbrug.

Læs også: Roskilde Festival vil styrke den psykiske førstehjælp – nu kan gæsterne få støtte alle dage

Svanemærket skal samtidig skabe en fælles retning for Roskilde Festivals mange leverandører og samarbejdspartnere gennem klare krav og kriterier.


Det fortæller festivalens bæredygtighedschef Sanne Stephansen, der også håber, at mærkningen kan være med til at skubbe udviklingen i gang i hele branchen. 

“Hvis flere festivaler og events bruger kriterierne som et konkret værktøj, kan det blive lettere at arbejde systematisk med forandringer, der mindsker belastningen på miljø og klima,” siger hun. 

Sidste år blev Svanemærket udvidet til også at omfatte festivaler, koncerter og andre større events. 


De nye krav skulle hjælpe arrangører med at mindske deres klima- og miljøaftryk gennem mindre affald, mere genbrug, grønnere madvalg og tættere samarbejde med medarbejdere, leverandører og gæster.

”Vi har fået mange henvendelser fra aktører, der gerne vil gøre en mærkbar grøn forskel, men som har brug for hjælp til, hvordan de sikrer det i praksis. De er fx i tvivl om, hvilke tiltag der gør en reel miljøforskel, hvordan de skal prioritere deres miljøindsatser, eller hvilke krav, de skal stille til leverandører. Og det er netop det, Svanemærket kan give dem,” fortalte Heidi Bugge, der er kriteriechef i Miljømærkning Danmark, sidste år.

Samtidig understreger Roskilde Festival nu, at certificeringen ikke er lig med, at de er færdige eller i mål, men at det kan give det nødvendige skub i en mere grøn og bæredygtig retning.  


Læs også: Kvinder blev filmet i smug, mens de tissede på Roskilde – nu laver festivalen ændringer

ANNONCE