Få dage efter afslutningen af sin Body High-turné, som bragte hende forbi København, kan FKA Twigs afsløre, at der er ny musik på vej.
Det er blot et par uger siden, at FKA Twigs spillede i København som en del af sin Body High-turné.
Nu afslører hun i et Instagram-opslag, at hun på fredag udgiver sangen "On Your Mind" sammen med den amerikanske rapper Lil Yachty.
Nyheden kommer få dage efter, at hun afsluttede sin Body High-turné i Berlin.
Læs også: The Flaming Lips-forsanger akut indlagt på hospitalet
"Jeg blev sent i dansestudiet og øvede manisk i håb om, at nyhederne ikke var sande."
I annonceringen på Instagram beskriver FKA Twigs historien bag sangen. I 2025 var det meningen, at den britiske musiker skulle have spillet på Coachella Festival, men på grund af manglende visum måtte hun aflyse.
FKA Twigs fik nyheden om aflysningen af sin Coachella-koncert en aften under en danseprøve, hvorefter hun begyndte at skrive den nye sang "On Your Mind".
"Det føles som det perfekte tidspunkt at udgive den, som en fejring af, hvad vi som artister kan overkomme, når vi tror på os selv, og andre tror på os," skriver musikeren og beskriver, at udgivelsen føles som en perfekt afslutning på hendes Body High-turné.
Da FKA Twigs besøgte København under sin Body High-turné, fik hun rosende ord med på vejen fra GAFFAs anmelder:
"FKA Twigs formåede altså langt hen ad vejen at skabe en fortælling om at være menneske og i særdeleshed at fejre kroppen og kreativiteten."





