Det amerikanske altrockband har måttet aflyse en koncert, efter at den 64-årige forsanger Wayne Coyne blev indlagt på et østrisk hospital.
Flere tusind fans havde købt billet til at høre det amerikanske altrockband The Flaming Lips i Wien.
Kort før koncertstart måtte bandet dog aflyse, efter at forsanger Wayne Coyne blev hasteindlagt med lungebetændelse. Det oplyser bandet i et opslag på Instagram.
Læs også: Efter helikopterulykke: Oliver Tree stormer ind på top 20-liste
Koncerten skulle have fundet sted i Wien den 15. juni som en del af gruppens igangværende europæiske turné. Men den akutte lungebetændelse satte en stopper for showet, før det overhovedet kunne komme i gang.
"Vi er virkelig kede af det, Wien, men vores koncert i aften på Gasometer er aflyst," skriver bandet i et opslag på Instagram sammen med et billede af den 64-årige frontmand fra hospitalssengen.
Bandet forklarer, at lægerne har rådet Wayne Coyne til at holde sig i ro, indtil han igen er kommet på toppen.
Som et plaster på såret for de østrigske koncertgæster har bandet refunderet alle billetterne og fortalt, at de håber på snart i fremtiden at gøre op for aflysningen med en ny koncert.
Der er endnu ikke meldt noget ud om, hvorvidt sygdommen får betydning for de kommende koncerter på turnéen. Bandet har nemlig flere planlagte optrædener rundt omkring i Europa, blandt andet i Italien, Tjekkiet, Serbien, Kroatien og Grækenland, foruden en række koncerter i Storbritannien og Irland.
Der var dog ikke planlagt nogen danske koncerter i denne omgang.
Læs også: Efter Northside: Primal Scream genforenes med tidligere medlem
Bandet har samtidigt været igennem flere ændringer de seneste år. Ved udgangen af 2025 forlod mangeårige medlem Steven Drozd nemlig gruppen efter interne uenigheder.
Trods udskiftningen har The Flaming Lips tidligere løftet slørret for, at der nu igen er ny musik på vej efter seks års albumpause. Deres seneste album var American Head fra 2020.
For nu er fokus dog rettet mod at få Wayne Coyne ud af hospitalssengen og tilbage til scenen.




