Good Vibes Only havde kun cirka 40 betalende gæster, og nu er dens hjemmeside lukket.
Weekendens Good Vibes Only-festival på Amager blev en regulær fiasko, hvor kun cirka 40 betalende gæster dukkede op.
Det var meget langt fra de op mod 80.000, som arrangørerne havde lovet de erhvervsdrivende, der havde booket en stand på festivalen, og hvoraf flere tabte store pengebeløb og nu taler om regulær svindel.
Læs også: Skræmmende få gæster mødte op til ny festival: "Det var simpelthen et grotesk arrangement"
Nu nægter erhvervsmanden Lars Nybjerg, der på festivalens nu lukkede hjemmeside gvo.dk stod som formand for foreningen bag festivalen, ethvert ansvar for festivalen. Det fortæller han til Ekstra Bladet og henviser i stedet til André Kolbe, der er næstformand for festivalen og desuden står som direktør i både holdingselskabet og ApS-selskabet bag Good Vibes Only.
Lars Nybjerg fortæller til Ekstra Bladet, at han kender André Kolbe, og at denne tidligere spurgte Nybjerg, om han havde lyst til at gå ind i festivalen og også at låne penge til festivalen. Begge dele afviste Lars Nybjerg, der også bad om at blive fjernet fra festivalens hjemmeside, hvilket dog ikke skete.
"Han (André, red) spurgte mig for et år siden, og jeg kiggede så lidt ind i organisationen og endte så med at sige, at det er ikke noget, jeg skal," siger Lars Nybjerg.
Ekstra Bladet har uden held forsøgt at få en kommentar fra André Kolbe.
Festivalen havde blandt andet den koreanske sanger Joje og danske Bifald og Dahlin samt talks om mental sundhed på plakaten. Good Vibes Only var alkoholfri og havde fokus på mental sundhed.




