Nordens største musikmedie rykker tættere på den danske metalscene, når COPENHELL løber af stablen i slutningen af juni.
GAFFA og COPENHELL har indgået et mediepartnerskab, der skal sikre endnu mere kvalitetsdækning af den danske metalscene både før, under og efter festivalen på Refshaleøen.
Partnerskabet er en naturlig forlængelse af GAFFAs ambition om at bygge et stærkere og mere ambitiøst nordisk medie med tættere bånd til det danske metalmiljø.
En genre, der historisk set har været underprioriteret i mediebilledet, fortæller Simon Mark Sørensen, CEO i GAFFA.
"COPENHELL er synonym med det fællesskab og den passion, der kendetegner metalmiljøet. Derfor er vi stolte over at indgå dette partnerskab og give heavy metal-genren den plads i musikjournalistikken, den fortjener," udtaler Simon Mark Sørensen, CEO i GAFFA.
Årets COPENHELL er allerede udsolgt af 4-dagesbilletter med et program, der spænder fra Iron Maiden og Bring Me The Horizon til Volbeat, Alice Cooper og A Perfect Circle.
Dertil kommer et særligt 15-års-jubilæumsshow og den eftertragtede genforening af elektro-punk-duoen Mor, der giver deres første koncert i 10 år.
Om GAFFA: GAFFA er Nordens største musikmagasin og har siden 1983 dækket den danske og internationale musikscene. GAFFA udgiver både printmagasin og driver GAFFA.dk samt står bag den årlige GAFFA Prisen.
Om COPENHELL: COPENHELL er Danmarks største metalfestival og finder i 2026 sted 24.-27. juni på Refshaleøen i København. Festivalen er udsolgt af 4-dagesbilletter. Der er stadig endagsbilletter til torsdag og fredag.





