K-pop, latinmusik og traditionel folkemusik får mere plads på podiet, når Grammy Awards løber af stablen i 2027.
K-pop er på få år blevet et globalt musikfænomen, mens genrer som J-pop og C-pop også har vundet international fremgang. Den udvikling anerkendes nu af Grammy Awards.
Læs også: Dansk band fordobler streamingtal efter Grammy-sejr
I tirsdags annoncerede Recording Academy fem nye priskategorier samt ændringer af flere af de eksisterende priser forud for Grammy Awards 2027.
Blandt de nye og overraskende kategorier er "Best Asian Pop Music Performance", som skal hædre kunstnere inden for blandt andet K-pop (Korea), J-pop (Japan) og C-pop (China).
Kategorien kommer efter flere historiske K-pop-gennembrud ved Grammy Awards. BTS blev i 2020 den første K-popgruppe til at modtage en Grammy-nominering med hittet “Dynamite”, mens Blackpink-stjernen Rosé tidligere i år skrev historie som den første K-popkunstner til at åbne prisuddelingen og sammen med Bruno Mars optrådte med deres nummer “APT”.
Samme år blev nummeret “Golden” fra animationsfilmen KPop Demon Hunters den første K-pop-sang nogensinde til at vinde en Grammy.
Derudover indføres kategorierne “Best Traditional Pop Vocal Performance”, som ifølge Recording Academy er målrettet musik, der ikke naturligt passer ind i moderne popgenrer.
Samtidig får latinaamerikansk musik sin egen sangskriverpris med kategorien “Best Latin Song”, der anerkender sangskrivere bag spansksprogede udgivelser.
De øvrige ændringer berører R&B- og folk-kategorierne.
R&B-feltet udvides med den nye kategori “Best R&B Collaboration or Duo/Group Performance”, og inden for folkemusik opdeles feltet nu i moderne og traditionelle udtryk. Kategorien “Best Folk Album” skifter navn til “Best Contemporary Folk Album”, og samtidig oprettes kategorien “Best Traditional Folk Album”.
Ændringerne skal ifølge Harvey Mason, der er administrerende direktør for Recording Academy, afspejle udviklingen i den globale musikbranche.
“2027 bliver et fantastisk år for Grammy Awards og et år, der afspejler den ekstraordinære vækst, vi ser på tværs af musikbranchen. De ændringer, som vores medlemmer af Recording Academy har vedtaget, afspejler bredden i nutidens musikindustri,” udtaler han.
De nye kategorier træder i kraft i forbindelse med de kommende Grammy-uddelinger, hvor det næste show løber af stablen den 7. februar 2027.
Læs også: Tame Impala sov igennem sin egen Grammy-sejr



