Wes Borland sætter nu ord på sorgen, efter at bandets bassist Sam Rivers pludselig døde sidste år.
Mere end et halvt år efter Sam Rivers' død kæmper medlemmerne af det amerikanske nu-metalband Limp Bizkit stadig med tabet af deres forhenværende bassist.
Det fortæller guitarist Wes Borland om i et nyt interview med Heavy Consequence, hvor han for første gang i længere tid taler åbent om sorgen efter sin mangeårige bandkollegas dødsfald.
Læs også: The Flaming Lips-forsanger akut indlagt på hospitalet
Sam Rivers gik pludseligt bort tilbage i oktober 2025 i en alder af 48 år, efter at have fået et hjertestop.
"Han var som familie. Jeg prøver ikke at begynde at græde. Det føles, som om vi mistede en del af vores DNA. Det er for svært at tale om i dybden lige nu," fortæller Wes Borland i interviewet.
Limp Bizkit blev dannet i 1994 af sanger/rapper Fred Durst sammen med Sam Rivers, før trommeslager John Otto og senere Wes Borland sluttede sig til gruppen.
I øjeblikket spiller Richie Buxton bas i gruppen, men Wes Borland gør det klart, at rollen er anderledes end den, Sam Rivers havde i bandet.
"Sam er ikke en person, man kan erstatte. Han var hjertet i bandet. Det er vildt at tale om ... det er meget følelsesladet. Jeg tror, at vi alle var i chok sidste år, da det skete, og nu sørger vi."
Læs også: Efter helikopterulykke: Oliver Tree stormer ind på top 20-liste
Trods tabet er Limp Bizkit fortsat aktive på koncertscenerne, hvor de blandt andet spiller i Belgien og i Norge i juni, før de tager mod Canada til juli. Der er dog ikke nogen danske koncerter på programmet i denne omgang.
Tilbage i 2024 spillede de dog på Copenhell, hvor det blev til fem stjerner fra vores anmelder, der skrev følgende om koncerten.
“Koncerten (er, red.) en nonchalant kraftpræstation, der viser, at nu-metal stadig kan hjemsøge overbevisende fra graven.”





