En time efter, at Mille skulle have indtaget Heartlands næststørste scene, har festivalen meldt ud, at koncerten ikke bliver gennemført.
Publikum på Heartland Festival må undvære koncerten med Mille, efter tekniske problemer har tvunget musikeren og arrangørerne til at aflyse optrædenen.
Festivalen forklarer i et opslag på Facebook, at sangerens mixerpult er brændt sammen, og at det trods forsøg på at finde en løsning ikke har været muligt at gennemføre koncerten.
Læs også: Pil vandt først Heartlands publikum, da hun forlod scenen og gav highfives langs hegnet
"Vi er desværre i den ulykkelige situation, at Milles mixerpult er brændt sammen. Vi har prøvet at finde en løsning, men de tekniske udfordringer gør desværre, at koncerten ikke kan gennemføres," skriver Heartland.
Mille befinder sig ifølge festivalen på pladsen og er "lige så ked af det som os over, at hun ikke kommer på scenen på Highland i dag".
Heartland forsøger samtidig at trøste de skuffede koncertgæster med løftet om, at den danske artist vender tilbage til festivalen næste år.
"Pas på hinanden. Hyg jer. Drik vand. Og så vender Mille tilbage næste år," lyder det afslutningsvis i festivalens besked.
Popmusikeren står bag hits som "Hader ik mig selv sammen med dig" fra albummet "(Over)lever", der udkom tidligere i år. Inden albumudgivelsen markerede hun sig stærkt med singlerne "Kendt mig i en uge", "Beholder mit tøj på" og "Drikker med mig selv", som alle har rundet fem millioner afspilninger på Spotify.
Mille skulle have spillet på Highland-scenen lørdag eftermiddag klokken 15.40.





