Den danske stjerne har netop solgt 60.000 billetter til sin kæmpekoncert. Nu er han også klar til festivalscenen.
Christopher har udsolgt den største danske koncert nogensinde.
Nu er det offentliggjort, at han få måneder efter står på Heartland.
Det bliver hans første annoncerede danske festivalkoncert i 2027.
Læs også: Christophers mest over- og undervurderede sange
"Christopher står et ret vildt sted i sin karriere lige nu. Han har fundet et nyt musikalsk momentum med de danske sange, og samtidig har 60.000 solgte billetter meget tydeligt vist, hvor stort et publikum han har herhjemme," siger Ulrik Ørum-Petersen, direktør og musikansvarlig for Heartland.
På festivalens lineup finder man også Alex Warren, der står bag et af de største hits nogensinde, og den folkekære Thomas Helmig.
Christopher har det seneste års tid udgivet flere sange på dansk, blandt andre "Ham med guitaren", "Ringer om natten" og "Jeg ka’ ik’ mærke noget".
I begyndelsen af 2027 udgiver han sit første dansksprogede album.
Da Christopher senest spillede i Valbyparken, skrev GAFFAs anmelder, at koncerten "bød på en næsten perfekt hitparade foran 30.000 jublende fans" og gav koncerten fem stjerner.
Christopher spiller fredag på Heartland, der finder sted ved Egeskov Slot på Midtfyn fra 10. til 12. juni 2027.





