Den afdøde kult-rappers familie indgår et forlig med en af verdens største handelsplatformer, som de sagsøgte for at videresælge billige kopivarer af rapperens merchandise.
Sidste år sagsøgte familien til den afdøde kult-rapper MF Doom den kinesiske platform Temu for at videresælge ulovlige kopivarer af musikerens merchandise.
Nu har parterne "nået til en principiel aftale" og forventer at færdiggøre forliget inden for de næste to måneder. Det skriver Billboard, der har fået indsigt i retsdokumenter.
Læs også: Liam Paynes søn arver hele hans formue
MF Doom, hvis borgerlige navn er Daniel Dumile, døde tilbage i 2020. Siden har hans familie forvaltet rettighederne til hans musik, navn og karakteristiske maske.
Sidste år anlagde familien sag mod den kinesiske handelsplatform Temu, som de beskyldte for at videresælge billige kopivarer med MF Dooms navn på samt masker, der til forveksling ligner rapperens.
Derudover blev der solgt en række andre varer på platformen, herunder t-shirts, kasketter og plakater, som lignede officielle produkter fra rapperens egen webshop.
Det mente rapperens familie gik imod rettighedslovgivningen.
Læs også: Goose hylder afdød fan efter koncertulykke: "Knuste over den tragiske hændelse"
Selv har Temu dog afvist, at de skulle have haft et ansvar for kopiprodukterne, da de kun ser sig selv som mellemled mellem kunder og uafhængige sælgere. Derfor mente de, at familien i stedet burde have henvendt sig direkte til producenterne af kopivarerne.
Nu har parterne indgået et forlig. Hvad præcis aftalen dækker over, herunder hvor meget Temu skal betale i erstatning, er dog ikke blevet offentliggjort.
Da parterne har indgået et forlig, er der derfor heller ikke kommet nogen juridisk afgørelse om, hvorvidt platformen har et ansvar for, at der ikke florerer kopivarer på deres hjemmeside.





