Det var tæt på at gå helt galt, da den anerkendte sangskriver Tori Amos kørte mod Sverige efter sin koncert i Falkonersalen.
Den anerkendte sangskriver Tori Amos blev rost til skyerne for sin koncert i Falkonersalen tidligere på ugen.
Det var dog tæt på at gå helt galt, da hendes tourbus efter koncerten satte kurs mod Sverige. På vej mod det næste spillested var de nemlig nær kørt ind i en elg midt om natten. Det skrev hun på Instagram den 21. maj.
Læs også: Alle landets anmeldere burde have været til den her koncert
I opslaget med overskriften “Moose On The Loose” fortæller hun, hvordan buschaufføren i sidste øjeblik nåede at undgå, hvad der kunne have været en “alvorlig ulykke”.
Tori Amos slap dog ikke helt uskadt fra hændelsen.
“Desværre var undertegnede lige rejst sig for at gå hen til sin køje, da elgen dukkede op … og jeg blev kastet ind mod kanten i bussens lounge, hvilket resulterede i, at jeg slog siden af ansigtet hårdt. Ja, det kommer til at efterlade et mærke,” skriver hun senere i samme opslag.
Trods forskrækkelsen og det blå mærke fortsætter turneen som planlagt. Selvom oplevelsen har sat sit mærke.
“Hvis det i den næste uges tid ser ud, som om jeg har været et par runder med Ronda Rousey (amerikansk kampsportsudøver, red.), ved I nu hvorfor,” skriver hun efterfølgende på Instagram.
Læs også: Tori Amos har en af rockens smukkeste stemmer. Hvorfor holder hun så igen?
Da Tori Amos onsdag den 20. maj spillede i Falkonersalen på Frederiksberg, blev det til fem stjerner fra GAFFAs anmelder, der blandt andet skrev, at ”alle landets anmeldere burde have været til den her koncert”.
“(Tori) Amos er en af de her kunstnere, som netop ikke leverer den forventelige hitparade, men tværtimod genbesøger, gendigter og dekonstruerer egne sange, formentlig for at genforbinde sig med dem. Måske er det endda netop det træk, den praksis, der karakteriserer de rigtig store kunstnere,” skrev anmelderen til sidst.




