Til efteråret udgiver popmusikeren sit første album. Samtidig løfter hun sløret for sine to største headlinere til dato.
Vi har tidligere nævnt Carlina de Place som en af de musikere, der kommer til at bryde igennem i 2026.
Med et debutalbum på trapperne og to store koncerter i starten af 2027 er hun godt på vej til at indfri den profeti.
Læs også: Carlina de Place: "Jeg vil gerne invitere folk ind i et univers, hvor følelser er i fokus"
Debutalbummet, der endnu ikke har fået nogen officiel title, kommer efter en tid med stor opmærksomhed. Tilbage i november fik hun fem stjerner af vores anmelder, da hun spillede sin første headliner på Hotel Cecil, og senest fik hun fire stjerner, da hun i weekenden spillede på Spot Festival.
Der har været nok at se til på koncertfronten, men også i studiet har der været travlt, fortæller hun.
"Det her album har fyldt alt for mig det sidste års tid, fra de allerførste idéer spirede i mit hjemmestudie til, at jeg for nylig færdiggjorde sangene i LA med nogle virkelig dygtige mennesker," fortæller hun i en pressemeddelelse.
Det er et album, som hun selv har meget nært:
"Teksterne er meget personlige, fordi de virkelig afspejler den periode, jeg skrev dem i, og den tid betyder rigtig meget for mig."
Læs også: Missede du Spot? Det her var årets bedste koncerter
Samtidig med albumannonceringen løfter Carlina de Place sløret for to kommende koncerter i februar 2027 på Train i Aarhus den 5. februar 2027 og i DR's Studie 2 i København den 6. februar 2027.
Derudover kan man opleve Carlina de Place, når hun senere i maj spiller i Tivoli eller på Roskilde Festival til sommer.




